Vi købte et gammelt hus for nogle år siden. Vores advokat i Horsens var dygtig og hjalp os med alt det der papirarbejde, som ejendomsmægleren havde givet os besked om. Alt var godt, og vi var glade. Vi havde nogle få ting, vi gerne ville lave om i huset, men det var sådan nogle projekter, vi selv gerne vil gå og nørkle med.
Så startede det
Inden vi flyttede ind, ville vi dog gerne have huset malet udvendigt. Sådan få det malet friskt, så det så endnu lækrere ud. Der var også noget træ højt oppe på gavlene, som trængte til noget beskyttelse. Det skulle også males.
Vi tilkaldte derfor en maler, som kunne komme og gøre det for os. Han gav os et godt tilbud, og vi tog imod det med taknemlighed. Han satte arbejdet i gang forholdsvist hurtigt. Før end malerne, han sendte ud for at udføre opgaven, måtte der dog sættes et stillads op. Huset er ret højt. 3 etager. Så en almindelig stige, ville ikke være tilstrækkeligt. Vi fik sat stilladset op, og malerne kunne begynde.
To malere
Der kom to malere. De var ikke danske, men vi kunne godt kommunikere på engelsk. De kom fra Polen, og de kendte til deres arbejde. Det skred godt frem. Men en dag, da jeg kom hjem, og de burde være i gang med at male, var de kommet op at slås. Af en eller anden grund. Jeg fandt dem oppe på stilladset, hvor den ene sad oven på den anden og tævede ham sønder og sammen. Jeg råbte op og sagde, at de skulle holde op. Jeg kunne lige forestille mig, at de ville falde ned fra 3. sals højde. Det ville jeg bestemt ikke have. Ham, der slog, stoppede med at slå på ham, der lå nederst. Han rejste sig og klatrede ned fra stilladset. Han gik sin vej. Den forslåede maler rejste sig også. Han klatrede også ned, sagde undskyld til mig, og gik også sin vej. Og der stod jeg. Jeg lukkede mig ind i huset og ringede op til maleren. Fortalte ham, hvad der var sket, og spurgte ham om, hvad der vil ske. Sender han en anden maler, så arbejdet kan fortsætte? Maleren grinte lidt. Han fortalte mig, at de to malere er brødre, og at det ofte hænder, at de kommer op at slås. De bliver gode venner igen. De kommer igen i morgen og skal nok nå at indhente det, de ikke fik gjort i dag.
Hvem har ansvaret?
”Jamen, hvad nu, hvis der var sket en ulykke? De sloges oppe på stilladset i 3. sals højde. Det kan jeg ikke tage ansvar for.” ”Bare rolig. Der sker ikke noget.” Det var svaret, jeg fik.
Jeg ringede op til advokaterne i Horsens for at forhøre mig om, hvem der egentlig har ansvaret, hvis der sker en ulykke. Er det os, eller er det deres arbejdsgiver? Hvis nu de to slagsbrødre falder ned fra stilladset, er det så en almindelig arbejdsulykke, og arbejdsgiverens forsikring skal dække, også selv om det sker på vores ejendom? Hvem har ansvaret?