Min mand er lige kommet hjem. Han er blikkenslager. Han arbejder ikke som selvstændig, men har et job i et stort entreprenørfirma. De er ved at bygge et nyt og meget eksklusivt boligkompleks nede ved havnen. Af en eller anden grund, så er det åbenbart eksklusivt at bo ved vandet. Selv forstår jeg det ikke. Der er fugtigt. Der er myg. Men det har vel noget med, at man har en dejlig udsigt, når man kan se vand og skibe, der sejler forbi.
Personhejset
Han er lige kommet hjem. Han ømmer sig. Han fortæller mig, at han gled i en vandpyt nede på byggepladsen og slog lænden. Jeg bliver lidt bekymret og spørger ham, om vi skal på skadestuen. Det svarer han kategorisk nej til. Der er intet galt med ham. Blot lidt ømhed. Jeg spørger om, hvornår det skete. Han fortalte, at det var sket lige inden frokost. Han var trådt ud fra det der personhejs og godselevator, de har – lige ud i vandpytten, og var så faldet. Han blev hjulpet på benene af kollegaen, og de var gået til frokost. Han havde ikke lagt mærke til smerten, fordi hans krop på det tidspunkt stadig var varm efter at have bevæget sig rundt med vandrør og den slags. Under frokosten kunne han dog godt mærke, at der sikkert kommer et godt, stort, blåt mærke. Han kom dog igennem dagen, og i morgen er det meget bedre. Han er altid optimistisk og positiv.
Kunne være meget værre
Jeg er glad for, at det ikke er værre. Lidt knubs kan man godt tåle. Og det kunne være værre. Tænk nu, hvis han var gledet deroppe på 3. etage i byggeriet, og var faldet ned? Det ville have været en forfærdelig ulykke. Også selv om de har afskærmning og den slags. Man kan jo aldrig gardere sig fuldkommen imod ulykker.