Min kone har for nylig været på efteruddannelse på Handelshøjskolen. Det var i forbindelse med, at hun blev forfremmet til salgschef i det ret store parfumefirma, hvor hun har været ansat de seneste 8 år. Som salgschef skal hun forhandle om blandt andet priser med de store kunder, og firmaet valgte derfor at foreslå hende et specialkursus i forhandlingsteknik, så hun kunne få de rigtige redskaber til forhandlingerne, som ofte kan omfatte ganske store beløb.
Så langt så godt, men efter at hun har været på det kursus, er det stort set ikke lykkedes mig at få min vilje med noget som helst i vores privatliv. Hvis vi for eksempel diskuterer en meget simpel, dagligdags ting som for eksempel om vi skal drikke hvidvin eller rødvin til aftensmaden, ruller hun en så lang række uimodsigelige argumenter frem, at jeg aldrig får et ben til jorden. På en måde ender den slags drøftelser altid med, at hun får ret, og jeg får fred.
Men nu har jeg besluttet, at det skal være slut med det – i hvert fald hvad angår farven på vinen til maden. Hvis hun foretrækker hvidvin, ja så får hun det, men jeg vil altså helst have et glas rødvin, og nu står jeg fast på, at det er sådan, det skal være.
I aftes smilede hun sødt til mig og sagde, at hun på sin efteruddannelse faktisk også havde lært noget om konflikthåndtering, og netop det, at jeg ikke ville lade mig tryne af hendes argumenter, var et godt eksempel på god konflikthåndtering.