Spring til indhold

Skønne unge mennesker med guitar

Smuk guitar

Den der påstand om, at unge mennesker er nogle overfladiske banditter, der som udgangspunkt er ligeglade med andre mennesker, kan jeg altså ikke skrive under på. Jeg møder mange unge mennesker i forskellige sammenhænge, og bortset fra enkelte undtagelser er det nogle søde, omgængelige og høflige unge mennesker, jeg møder.

Især om sommeren støder jeg meget tit på hele flokke af unge mennesker. Sagen er, at jeg har en landbrugsejendom med jorder ned til Gudenå i Midtjylland, og til min ejendom hører blandt andet et pænt stort stykke jord direkte ned til åen.

Da jeg alligevel ikke kan dyrke det pågældende areal på grund af terrænforholdene og lovkravet om ikke at dyrke for tæt på åen, har jeg valgt at imødekomme de mange kanoturister, der sejler ned ad Gudenå hver sommer.

Jeg har således indrettet en bålplads på det pågældende areal for at undgå, at nogen skulle finde på at tænde bål et sted, hvor det kan antænde en brand. Masser af kanoturister bruger mit jordstykke hver sommer, og de er bestemt også velkomne.

Så sent som i går spadserede jeg en tur ned til åen og fik øje på en flok unge mennesker, der var kommet sejlende i seks kanoer, som de havde trukket delvist op på land. De var i fuld gang med at rydde op efter et aftensmåltid, kunne jeg se, og det glædede mig, at de ryddede så pænt op efter sig og brugte de affaldsspande, jeg har stillet dernede.

De hilste pænt på mig, og så gik de ellers i gang med at hygge sig omkring det lille bål, der endnu brændte. En af de unge mænd sad og klimprede på en guitar, og nogle af de andre sang til. Der var så hyggelig en stemning, at jeg valgte at sætte mig lidt sammen med dem. Jeg fortrød helt, at jeg ikke havde min egen guitar – købt her – med.

På et tidspunkt rejste en af de andre unge mænd sig og gik hen og rodede i den skraldespand, de lige havde fyldt deres efterladenskaber i. Lidt efter kom han tilbage med fem tomme konservesdåser samt et par skeer, han havde hentet i sin rygsæk.

Han stillede konservesdåserne på jorden med bunden opad og trykkede dem lidt ned i jorden, så de stod godt fast. Derefter gav han sig til at undersøge, hvordan det lød, når han slog på dåsernes bunde med skeerne, og ved at skrabe lidt jord op ad siderne på et par af dåserne fik han ændret på lyden, indtil han tilsyneladende var tilfreds.

Så kiggede han over på den unge mand med guitaren og gav ham et signal, hvorefter de sammen begyndte at spille en kendt folkesang på henholdsvis guitar og det netop fremstillede og meget primitive trommesæt.

Jeg vil ikke påstå, at det var fremragende musik, de fik ud af deres anstrengelser, men deres iderigdom og gåpåmod gjorde mig i rigtig godt humør, og jeg gav mig faktisk sammen med de andre unge mennesker til at synge med på melodien.

Det var dejligt at opleve, at de unge godt kan hygge sig uden larmende diskoteksmusik.