Min dreng, som er studerende, har fået et fritidsjob. Det er jeg glad for. Han lærer at sætte pris på ting. Han lærer, at penge ikke bare er noget, far har, og som han giver, når han har brug for dem. Jeg kan ikke helt sige, hvorfor han fik sig det fritidsjob, men jeg ved, at han er glad for ikke at skulle bede mig om flere penge hver måned. Jeg betaler i forvejen for hans husleje og hans tøj. Han har et temmelig stort forbrug af tøj. Det må jeg sige. Men da han ikke spurgte om penge i sidste måned, blev jeg faktisk overrasket.
Jeg spurgte ham, om han havde brug for penge. Han sagde nej. Han tjener sine egne nu. Hovsa, hvad er der sket her?
Vinduespudser i hele byen
Han fortalte mig, at han arbejder som vinduespudser for et firma, der er aktivt i store dele af København og omegn. ”Bare søg efter ”Vinduespudser Hillerød, Valby eller Gentofte”, og så vil du finde os”.
Jeg kunne høre hans stolthed over selv at tjene sine penge og være en del af et team. Det glæder mig meget. Jeg håber dog, at han vil fortsætte sine studier. Han skulle jo gerne ind i firmaet og læres op, så han kan overtage det efter mig. Jeg vil gerne gå på pension om få år, så han skal ikke forsinke sine studier.
Vi talte om det. Altså det her med, at han skal overtage virksomheden, når jeg går på pension. Han er villig til det, men har også sine forbehold. Han vil fx gerne ud at rejse i nogle år, inden han binder sig til store opgaver. Og det her med at drive en virksomhed er en stor opgave. Hvis det skal være succesfuldt. Og det skal det jo.
Rejse – virkelig?
Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om hans tanker om, at han skal ud og rejse. På den anden side kan jeg godt forstå ham. Jeg havde det selv på samme måde, da jeg selv læste på universitetet. Min far pressede mig. Jeg rejste ikke ud i verden. Skal jeg fraråde min dreng at gøre det?
Han har fortalt mig, at nogle af pengene han tjener ved sit fritidsjob, bliver sat ind på en opsparing, så han får råd til at rejse ud om et års tid. Jeg kan se og høre, at han er fornuftig nok. Måske bør jeg ikke presse ham, men lade ham løbe med fri tømme, så han selv kan gøre sine egne erfaringer?
Sgu en hel del i tvivl
Der er meget tvivl i mit sind omkring det. På den ene side er der noget, der siger, at jeg skal lade ham gøre, hvad der passer ham. På den anden side er der lige så store stemmer, der siger, at jeg skal holde ham tæt til mig, så virksomheden kan fortsætte uden nogen som helst afbrydelser.
Hvad gør en klog mand i dette tilfælde? Lader jeg ham arbejde som vinduespudser i Hellerup eller Vanløse? Eller giver jeg ham klar besked om, at han skal koncentrere sig om studierne?