Af en eller anden grund, så forbinder jeg Fyn med idyl. Måske har det noget at gøre med, at jeg tilbragte nogle af de sommerferier på Fyn. Mine bedsteforældre boede der. I et stort, gammelt og mystisk hus. Der var flere etager. Mindst 3 plus et loft. Vi – mine fætre og kusiner legende skjul og kunne få dagevis til at gå med at drille hinanden. Der var jo ekko i trappeopgangen. Min farfar spillede violin for os. Og min farmor gav sine meget berømte koncerter på pianoet. Hver aften. Vi lærte alt om Debussy, Beethoven, Chopin, og – ja, alle klassikerne.
Besøg hos en tækkemand
Vi kørte også ture ud i det fynske landskab. Vi så naturen. Vi lærte at holde os på afstand, hvis der var stærk vind ved kysten. Vi besøgte forskellige håndværkere. Bl.a. en tækkemand på Fyn, som viste os, hvordan man laver stråtag. Vi lærte at tegne og male.
Vi var dog også underlagt strenge regler i mine bedsteforældres hus: Fx måtte vi ikke springe morgenmaden over. Og det var mit mareridt. Morgenmaden bestod af enten havregrød eller æblegrød. Og jeg er absolut ikke fan af nogle af delene. Men der var ingen vej udenom. Enten havregrød eller stuearrest. Basta. Sådan var det bare.
Noget at stå imod med
Engang, da jeg tog mod til mig at spørge om, hvorfor det var obligatorisk at spise morgenmad, fik jeg følgende svar: ”Du ved ikke, hvad dagen tilbyder dig, så det er bedst, at du kan stå imod.” Indrømmet. Jeg forstod det ikke dengang. Nu forstår jeg det. Man ved aldrig, hvad der kommer rundt om næste hjørne. Så, kære jer, der tror, I kan alt: Spis jeres morgenmad, og sæt et stort smil op. Også selv om det er modbydeligt. Tro mig. Jeg har været i adskillige situationer, hvor jeg virkeligt har sat pris på, at jeg spiste morgenmad.