Det var et voldsomt brag, der vækkede mig for nogle uger siden, da en kraftig storm fik et træ til at vælte ned over taget på min nabos, Hans Peters, hus. Det var ikke så meget selve mødet mellem træet og husets tag, der gav det store brag. Det var mere det faktum, at hele tagkonstruktionen på min nabos hus braste sammen, som var det pindebrænde.
Dagen efter var det tydeligt at se, at det væltede træ havde ramt taget helt ude ved den ene gavl, så vi naboer undrede os noget over, at hele taget var styrtet sammen og havde ødelagt en del af huset.
Der gik nogle dage, før vi fik forklaringen. Det viste sig nemlig, at alt træværket i tagkonstruktionen på Hans Peters hus var ormædt i en grad, så det kun med nød og næppe havde kunnet bære tagstenene. Derfor var det braset sammen som pindebrænde, da træet ramte i den ene ende af taget.
Hans Peter tog situationen med nærmest stoisk ro. Han vidste, at han var godt forsikret, så der ikke kunne blive tale om noget økonomisk tab. Men det kom godt nok til at koste ham noget tid med samtaler med forskellige forsikringsselskabers taksatorer.
Sagen var nemlig, at Hans Peter havde sin husforsikring i et selskab, mens alle hans øvrige forsikringer var tegnet i et andet selskab. Det skyldtes, at han for nogle få år siden overtog huet som en arv efter sin mor, da hun døde, og han valgte da at lade husforsikringen blive i det selskab, huset hele tiden havde været forsikret i. Det gjorde han, fordi det var en god forsikring med bred dækning – altså også dækning i tilfælde af ormeangreb i træværket.
Men følgeskaderne efter det sammenstyrtede tag var også ret omfattende, og det var faktisk de skader, Hans Peters kone gik mest op i. Hun var forfærdet over, hvor store ødelæggelser vandet fra nattens kraftige regnvejr havde forårsaget. Mange møbler var lige til skrotpladsen, og det samme gjaldt alle gulvtæpperne i huset, som var dyngvåde af de store vandmængder, som kunne slippe ind, fordi det sammenstyrtede tag havde ødelagt husets lofter.
Derfor havde de også fat i taksatoren fra det forsikringsselskab, hvor de havde deres indboforsikring. Han var først inde på, at det måtte være husforsikringen, der skulle dække alle skader, fordi det ødelagte indbo jo var følgeskader af det sammenstyrtede tag.
Hans Peter var blevet noget stram i betrækket, fortalte han. Han havde gjort begge forsikringsselskaber klart, at de kunne slås lige så meget indbyrdes, som de ville, men han kunne ikke acceptere, at det skulle forsinke reparationerne på hans hus. Han truede sit forsikringsselskab med at opsige alle sine øvrige forsikringer, både bilforsikring og ulykkesforsikring, hvis selskabet ikke sørgede for at få afklaring på tingene meget hurtigt.
Hans forsikringsselskab gav besked på, at han bare kunne lade håndværkerne gå i gang, ligesom han kunne indkøbe nye tæpper og møbler inden for en aftalt beløbsgrænse. Efter følgende ville de to forsikringsselskaber så få delt udgifterne mellem sig.